Archive for juli, 2008

Agerbæks brandmænd kørte 30 meter til brand

Brandmændene på Agerbæk Brandstation blev onsdag eftermiddag kaldt til brand i Materialegården, der ligger i samme bygning som brandstationen.

Ringede 112
Det var Hans Arne Kristensen der opdagede branden kl. ca. 16.50:

”Jeg synes det lugtede af røg og da jeg kiggede op så jeg, at det røg op fra kommunens materialegård bag brandstationen. Og så ringede jeg 112. Der var jo ikke andet at gøre, for selvom brandstationen ligger i samme bygning, var der jo ingen brandmænd til stede!

Tagpladerne sprang
Da brandmændene smilende men koncentrerede ankom til stedet knitrede det fra taget, hvor tagpladerne begyndte at give efter for varmen. Inden slangerne blev rigget til var der godt gang i branden, der dog blev slukket i løbet af ca. ½ time. Hvordan branden er opstået, var der ved redaktionens afslutning ingen af brandfolkene, der havde et bud på. Samme melding fik politifolkene, da de ankom. Men i den ende af materialegården, hvor branden opstod, står en række reoler, værktøj og mindre maskiner opbevaret. Meget af dette har sikkert taget skade.

/Jesper Christiansen

Agerbæk SF får ny senior fodbold træner

Det står nu klart, at det bliver Gert Honoré, der bliver ny træner for nyoprykkerne fra Agerbæk SF. Gert Honoré har tidligere med stor succes været træner i foreningen og ser frem til at komme tilbage på banen.

Erfaren og vellidt træner
Efter 2 års pause er Gert Honoré, der til daglig har eget murerfirma i Agerbæk, tilbage i Agerbæk SF. Som træner i 5 år for Agerbæks drenge- og senere juniorhold i mesterrækken præsterede han år efter år at blive kredsvinder med holdet. Før det var han træner i Esbjerg, ligesom han gennem en årrække selv har været aktiv spiller på Esbjerg ØBs danmarksseriehold. Men for Gert er det ikke kun resultaterne på banen, der tæller i trænerjobbet:

- Jeg har altid brændt for arbejdet med de unge. De fleste har højt humør, når tingene bare kører på banen, men nogle har svært ved at komme op af hullet igen, når det er op ad bakke og der er modgang. Det samme gælder i livet uden for banen. Som træner har jeg altid følt et ansvar for mine spillere – også uden for banen.

To nyoprykkede hold
I den kommende sæson overtager den nye træner ledelsen af to nyoprykkede hold. Førsteholdet i serie 3 og andetholdet i serie 4. En udfordring som Gert Honoré ser frem til at komme i gang med:

- Der er mange dygtige spillere i Agerbæk SF i øjeblikket. Og så vil jeg gerne rose Agerbæk SF for de fine rammer, der er blevet skabt på stadion. Det lover godt. Mine forventninger til den kommende sæson er at førsteholdet skal forblive i serie 3 og så vil jeg gøre alt for, at serie 4 holdet også kan holde skansen. Jeg værdsætter fællesskabet og går altid forrest og giver aldrig op. Det er noget af det, jeg som træner kan give spillerne.

Formand for fodbold udvalget Hans Arne Kristensen er også meget tilfreds med, at det er lykkes at indgå aftale med Gert Honoré:

- De fem år Gert var træner for vores ungdomshold, var nogle gode år, hvor holdet både som drenge og junior blev kredsvinder. Vi ved, Gert lægger vægt på det fysiske i spillet og samtidig er en dygtig taktiker. Begge dele tror jeg bliver endnu vigtigere nu, hvor vi er rykket op i henholdsvis serie 3 og serie 4.

Agerbæk SF har træningsstart efter ferien den 29. juli.

Kvie Sø i TV-Syd

I forbindelse med åbningen af ny stor majslabyrint ved Kvie Sø, var TV-Syd den 18. juli 2008 på besøg for at lave et indslag. Se her indslaget om majslabyrinten: Kvie Sø’s majslabyrint i TV-Syd

Nu åbner majslabyrinten ved Kvie Sø

På lørdag den 19. juli åbner Kvie Sø de lange gange i deres nye trækplaster – majslabyrinten. Interessen er stor og ejerne glæder sig til at vise labyrinten frem.

Efter en masse planlægning og til tider opslidende arbejde med at indhente tilladelser ved det offentlige, kan Herreen og Henk ved Kvie Sø på lørdag byde gæster velkommen i deres majslabyrint.

Havmanden Nekkus 
Labyrinten er ca. 1 HA stor, hvilket svarer til 10.000 m2 eller ca. 12 alm. parcelhushaver. Så der skulle være mulighed for at få sig en oplevelse i labyrinten, der er tegnet af en englænder, der lever af at tegne majslabyrinter. Henk Vermeulen fra Kvie Sø fortæller:

”Her første år er det sagnet om Nekkus, der steg op af søen og jagtede en kvie over marken, der har inspireret os. Så i samarbejde med et engelsk firma har vi fået tegnet labyrinten, der fra luften forestiller havmanden Nekkus. Nu må vi se, hvordan folk tager imod labyrinten i år. Hvis det bliver en succes, skal vi selvfølgelig have kigget på, hvilket tema, vi skal køre næste år,” siger Henk, der de sidste måneder har brugt meget tid og kræfter på ar realisere drømmen om en majslabyrint.

Mange oplevelser ved Kvie Sø 
På lørdag den 19. juli er labyrinten klar til at blive udforsket af både store og små. Den vil være åben hver dag fra 11-20 i de næste 2 mdr. Går man efter flere gode oplevelser for hele familien er Kvie Sø efterhånden ved at være et oplagt sted for en udflugt. Man kan bade ved søens lille børnevenlige strand, der er en god legeplads og godt stisystem rundt om søen. En smuk gåtur på ca. en time. I pandekagerestauranten ved søen kan man købe hollandske madpandekager og der er et stort udvalg af specielle øl. Og så siges det, at kaffen skulle være helt fantastisk god i restauranten.

Læs mere om labyrinten og alle de andre muligheder ved Kvie Sø på hjemmesiden www.kvie-soe.dk

Ny flot terrasse ved klubhuset i Agerbæk

Stadionanlægget i Agerbæk besøges dagligt af rigtig mange af byens borgere. De fleste er medlemmer, der kommer for at dyrke deres idrætsgren – eks. fodbold, håndbold, petanque og tennis. Støttet af en stor gruppe af trænere eller leder som med deres frivillige indsats yder en fantastisk indsats for trivslen og udviklingen i sportsforeningen.

Stadionanlægget er et naturligt og aktivt samlingspunkt for alle - også borgere, som ikke har egentlig tilknytning til foreningen men alene besøger anlægget for at nyde området og fællesskabet med andre.

Fællesskab, sammenhold og trivsel har høj prioritet i Agerbæk SF og lever i bedste velgående, hvilket blandt andet kom til udtryk da ideen blev skabt til etablering af ny terrasse.

I flere år er der blevet talt om, at det kunne være dejligt med en terrasse i forbindelse med klubhuset. Terrassen skulle være på den sydvestlige side af klubhuset, så man kunne nyde fællesskabet i aftensolen efter fodbold-, håndbold- eller petanquekampen.

Fodboldudvalget var de egentlige initiativtagere – og da de første skitser var lavet den 8. april, var der ikke langt fra tanke til handling. Ansøgningen blev godkendt i bestyrelsen den 14. april. Fredag den 2. maj gik en flok frivillige ’amok’ og brugte aftener og weekender – og den 19. maj var terrassen så færdig, det overskydende jord var kørt væk og græsset repareret med nye græsfrø. Det var jo vigtigt at få så meget af sommeren 2008 med som muligt.

Der er indkøbt nye borde og bænke - og snart vil der også være etableret en udgang fra klubhusets cafeteria direkte til terrassen. 

Terrassen blev indviet og var til stor fornøjelse da Agerbæk SF den 31. maj havde inviteret alle frivillige trænere, ledere og udvalgsmedlemmer til aktivitetsdag på stadion.

”De mange frivillige hjælpere – med fodboldudvalget i spidsen – har ydet en kanonflot indsats med etableringen af den nye terrasse. Det understøtter et godt sammenhold og engagement i vores forening”, roser formand Alice Thuesen og slutter: "Nu håber vi bare at alle vil hjælpe os med at passe på den nye terrasse, så kan vi alle - medlemmer og besøgende have fornøjelsen heraf”.

Reception hos Pigerne

Der var mange, der lagde vejen forbi Agerbæk Sko & Manufaktur i onsdags, da der blev holdt reception i anledning af generationsskiftet, der træder i kraft den 1. juli.  Og mange af de lokale gæster udtrykte glæde over, at selvom det er Birgitte, der fremover ejer ”Pigerne”, så kan Berta fortsat træffes i butikken, omend på nedsat tid.

Velkommen til ny konstitueret sognepræst

Søndag den 29.juni havde Agerbæk Kirke indsættelse af konstituerede sognepræst Sarah Asp. Der var mødt ca. 150 sognebørn op til indsættelsen, som blev foretaget af provst Lise Hindsholm, Janderup.

Efter den festlige indsættelse prædikede Sarah Asp, så menigheden kunne vurdere, om menighedsrådet havde fundet den rigtige afløser for Marie Ginnerup Olesen (barselsorlov). Mange af provstiets præster var også mødt op i fuld ornat og deltog i den festlige indmarch.

Bagefter gudstjenesten var menighedsrådet vært ved et lille traktement bestående af champagne og kransekager på plænen ved siden af kirken. Her bød menighedsrådets formand Lis Larsen, Sarah Asp velkommen i sognet og overrakte en buket blomster. Nabopræsten Finn Arne By bød på kollegernes vegne Sarah velkommen i kredsen af præster. Marie holdt en humoristisk velkomsttale til sin afløser og ønskede hende alt godt. Sarah Asp tog til slut ordet og takkede for den vældige opbakning, hun havde mødt, og hun glædede sig til at komme i gang og lære menigheden at kende.
 
/Jørgen Andersen