Jul på Torvet i Agerbæk

Små hyggelige boder med stråtag, Nissefar og Nissemor, æbleskiver og glögg, hestevogn, børn på skøjter og meget mere, når Agerbæk juler fælles på torvet.

God stemning og godt vejr
Vejret var godt, og stemningen var helt i top, da der blev holdt jul, denne 3. søndag i advent, på torvet i Agerbæk. Mange havde i juletravlheden givet sig tid til en hyggelig stund sammen med familie, venner og naboer. Erhvervsforeningen havde traditionen tro også dette år arrangeret en hyggelig eftermiddag på torvet. Alle sejl var sat til med mange gode aktiviteter for børnene. Spil og leg, skøjtebane, ponyridning, kørsel med hestevogn, og meget mere. Og alt sammen gratis.

Hyggelige boder
Nissefar og Nissemor dukkede op igen, og havde godter med til de mange små.  Når kulden bed i næsen, var det dejligt, at der også var gløgg og æbleskiver til alle. Mange af de handlende i byen havde boder. Brugsen havde god succes med salg af en fyldig afrikansk vin, til en fordelagtig pris. Anne Kirstine var igen i år på torvet med sin lille bod, hvor hun sammen med nissepigen, Stine, lavede brændte mandler. Kunderne kunne også få sig en opskrift med hjem. Salg af juledekorationer og juletræer, ja der var skabt en hyggelig stemning af julemarked på torvet i Agerbæk.

Mange af byens borgere fortsatte samværet med deltagelse i gudstjeneste i Agerbæk kirke, hvor Øse Sangkor kunne høres denne 3. søndag i advent.
 
Tekst og fotos af Bo Svinkløv

 

 

0 Responses to “Jul på Torvet i Agerbæk”


  1. No Comments

Leave a Reply

You must login to post a comment.